Om mig
Jeg er Helle, en helt almindelig pige fra Hammerum ved Herning, hvor jeg har boet det meste af mit liv (48 år). De sidst 5 år har jeg haft adresse i Atlanta, USA, men er nu retur i Danmark med min kæreste, min barndomsven, min mentor i matematik, min sjælepartner, min støtte, min udfordrer og dejlige mand. (jo alle i én og samme person)
Jeg har 2 skønne, voksne børn, 2 svigerbørn, 2 børnebørn – alle hjemme i Danmark. Jeg elsker dem mere end jeg kan beskrive og er dybt taknemmelig over at have dem i mit liv. Jeg glæder mig hver eneste gang til vi skal kramme igen. I USA er jeg bonus mor til 2 dejlige unge mennesker, som jeg har fået fornøjelsen af at kende, efter jeg er flyttet hertil.
Livets vogn væltede for mig for ca. 12 år siden, efter omkring 25 år i tekstilbrancen, men det var ikke jobbet, der væltede mig. Ikke alene i hvert fald. Et sammentræf af skilsmisse, sygdom i familien, at miste min mor samt at starte nyt job, var mere end jeg kunne klare.
Et vink med en vognstand om, at der skulle sadles om og kigges indad. Et år med alvorlig stress og efterfølgende depression blev langsomt vendt fra tragedie til den største gave.
Min passion for krop og sundhed samt min nysgerrighed blev min vej ud. Eller min vej ind i en ny måde at leve på. Nysgerrigheden på de psykologiske mekanismer og effekten af meditation, yoga og dybe vejrtrækinnger fik mig langsomt vækket til min egen bevidsthed.
Det har siden ført en uddannelse som Life Coach med sig og for at sætte krop på, har jeg i USA taget min yogauddannelse.
I dag ser mit liv noget anderledes ud end det gjorde for 12 år siden. Jeg overraskes dagligt over, hvor store medskabere vi er i vores liv.
Meditation, yoga, sund kost, ny læring, naturen og omgang med skønne positive mennesker er med til at holde min energi og min livsglæde i balance.
Hvis du har læst så langt, så håber jeg også, at mine blogindlæg kan inspirere.
Med kærlighed
Helle
De sidste 5-6 år har mit liv været sammensat af nogle forskellige brikker, som tilsammen danner mit arbejdsliv.
- Selvstændig konsulent virksomhed, hvor jeg arbejder med personlighedsprofiler for virksomheder i Usa og Danmark
- Individuel coaching og stress håndtering
- Undervisning i Yoga og Mindfulness
- Afholdelse af workshops med fokus på yoga, mindfulness og selvudvikling