Om at rejse ud – og om at savne

I dag er det fredag formiddag og hverdagen for mig i Danmark er ved at vende lige så stille tilbage.

For 5 år siden til september, pakkede jeg en palle med lidt møbler og de mest nødvendige ting, jeg tænkte jeg ville få brug for i mit nye hjem i USA. Jeg kyssede mine børn farvel uden at vide præcis hvornår jeg ville se dem igen. Jeg krammede vennerne og vinkede til mine skønne naboer og kørte mod lufthavnen.

Efter 14 timers rejse ankom jeg til Atlanta lufthavn, som så mange gange før, men denne gang for at blive og starte mit liv sammen med min mand. Vi havde forinden levet en del år i et langdistance forhold, men nu var tiden til at starte et ”rigtigt” forhold tæt på hinanden, hver dag.

Åh hvilken pose blandede følelser jeg havde med i bagagen.

Spænding over et nyt eventyr. Glæde over at skulle dele hverdagen med ham jeg elsker. Skyldfølelse over at flytte fra mine børn i Danmark. Usikkerhed i forhold til at have opsagt et godt job, som jeg elskede. Lysten til en frisk start. Savnet af samarbejde med mine kollegaer. Frygten for at være økonomisk afhængig af min mand indtil jeg fik mit firma startet. Tillid til at alt nok skulle gå. Gåpåmod afløst af håbløshed nogle dage.

Jeg vidste, at jeg ville blive udfordret mentalt på denne rejse og havde derfor besluttet allerede flere måneder inden afrejsen fra Danmark, at jeg ville tage min yoga uddannelse i USA.

At finde mit hjem i yogaen

De første 6 måneder ville være uden arbejdstilladelse eller green-card, så tiden var helt rigtigt til en yoga uddannelse.

Jeg havde undersøgt forskellige yoga uddannelser inden jeg flyttede permanent og havde besøgt flere af stederne, da jeg ville være helt sikker på, at det var det rigtige. Min overbevisning på det tidspunkt var, at ingen yoga uddannelse i USA kunne leve op til det at tage en yoga uddannelse i Danmark.

Stedet og stemningen var bare helt rigtig og Peachtree Yoga blev mit hjem i weekenderne de næste mange måneder.  Min yogalære Graham, var en skøn ældre mand på 71 år, født og opvokset i Atlanta, med en tyk ”southern” accent, en kropsstyrke og smidighed som en mand på 30 og hel igennem indbegrebet af en yoga-guru.

Uddannelsen startede 4 dage efter jeg var ankommet til Peachtree City, en lille by en times kørsel fra Yoga Centret, som ligger i Atlanta.

Min søde og betænksomme mand kørte mig den første weekend. Nok fordi han vidste, at Atlanta trafik ikke var det,  jeg havde mest lyst til, at kaste mig ud i samtidig med nyopstartet uddannelse og sommerfugle i maven. (Måske også fordi han var lidt øm over bilen シ)

De efterfølgende weekender kastede jeg mig dog ud i trafikken. Når man flytter fra Gjellerup, hvor det eneste lyskryds er ved kirken, til Atlanta, hvor vejen er 8-sporet visse steder, så går der rimelig meget energi til koncentrationen.

Yoga-uddannelsen førte mig hurtigt til et job som underviser, tæt på hvor jeg boede. Jeg har været meget privilegeret og er utrolig taknemmelig over de muligheder yogaen har ført med sig.

Jeg har haft glæden af at afholde yoga og selvudviklings retreats i bjergene i Georgia sammen med en skøn skøn kvinde, jeg har mødt i USA.

Jeg havde egentlig ikke ambitioner om at skulle undervise, men brugte yogaen og meditationen til at holde min egen livsbalance. Når man rejser en del mellem to hjem, kan man godt blive lidt splittet på midten og lidt rodløs, men her har yogaen hjulpet og yogamåtten har været min faste følgesvend.

Hvordan tackler man savnet?

Savnet til mine børn og mit barnebarn har været min største udfordring. Jeg rejste netop, som min datter var blevet gravid med sit første barn.

Trods udfordringerne og laaaange samtaler på facetime, så er der på en eller anden fin måde vokset et meget stærk forhold ud af det.

Samtalerne på facetime får et andet indhold,  når man er langt væk fra hinanden. Og når vi har været sammen fysisk i Danmark eller USA, har det været på en mere intens måde. Tror måske vores forhold er lidt dybere og har fået lidt nye vinkler efter jeg har været væk.

Jeg har lært, at de tanker jeg gør mig om en situation, altid er den virkelighed jeg skaber.

Savnet er rigtigt, men giver jeg tanken og savnet energi, ved at svælge i det og binde følelser og ord på savnet, så bliver det forstærket. Jeg har valgt helt bevidst at tænke anderledes og hver gang jeg har haft en følelse af savn, så har jeg forsøgt at finde det positive i det. Og eventuelt endda et alternativ til det.

Afstanden har været en udfordring, men mest i vores tanker. Der har klart været dage, hvor jeg ville ønske jeg var i Danmark. Hvor jeg kunne give et klem og bare holde hånd og lytte.

Jeg har endda på et tidspunkt i min datters graviditet, sendt bud efter en skøn kollega, som giver de bedste krammere. Bedt hende stoppe forbi på vej hjem fra arbejde og give min datter et tiltrængt kram i en svær tid. Det lyder sgu´ lidt skørt, men hvad gør man ikke, som mor med dårlig samvittighed. En kæmpe tak til Anne-Louise ❀

I stedet for at holde fokus på savnet, så har jeg glædet mig over vores facetime samtaler, jeg har glædet mig til vi skulle ses igen, jeg har arrangeret facetime pizza tid, hvor tiden blev dedikeret til samvær.

Hvis jeg ikke havde trænet den evne, så ville det have været umuligt for mig, at bo så langt væk.  Jeg er ret sikker på, at mine børn har oplevet savnet på en anden måde og her har jeg et hængeparti, som jeg skal have fulgt op på.

Vi kan så meget med vores tanker, blot vi er vågne og klar over hvad vi tænker.